Min far var vognmand og havde været det fra han var 18 år.

Han havde mange biler gennem årene, han kørte jo under krigen, hvor der var store problemer med både transport og brændstof.

Under krigen kørte han også flygtninge hjem fra Holland, lastbilen var malet hvid og de kørte i kolonne fra Padborg til Holland og tilbage igen.

Dengang var der virkelig vinter til, for far kørte over Storebælt på isen, med hele trækket, men ikke uden bæven, for gik det nu også denne gang.

Jeg husker den første Hensel som vi vist nok fik i 1955, den var jeg med min far i Tinglev efter, her var den blevet bygget op.
Den blev købt  ved SMC (Scandinavisk motor compagni) i Kolding ved repræsentant Bent Paulsen.

Derefter kørte vi hjem til Vebbestrup i vidunderet, her skulle der bygges en anhænger op, det stod den lokale snedker Åge Andersen for.

Kølemaskinerne byggede den lokale automekaniker Eskild Nielsen.

Eskild Nielsen malede også logo på siderne af kølekasserne, COLD TRANSIT, og så var køretøjet klar til at TIR godkendes og til transport.

Eskild Nielsen og Åge Andersen stod for flere opbygninger for far gennem årene. Der var mange chuffører der kørte hos far gennem årene, dem jeg husker bedst var Svend Bengtsen fra Rold, Gunnar Tampo fra Arden, Niels Bisgård fra Rold, Hans Ole Østergård fra Rold, Knud Jensen fra Rold, Mogens Svenningsen fra Sebbersund, Sputnik fra Støvring, Henning Pedersen fra Ellidshøj, Ruben og Iben fra Als ved Hurup, Erland Kristensen fra Knudstrup, Jens Knudsen fra Vebbestrup, Åge Sveistrup fra Vebbestrup, Sv. Erik Andersen fra Rostrup, Erik Pode fra Vebbestrup, Niels Sørensen fra Vebbestrup, Søren Grøndahl Nysum, Mads Matsen fra Vejle, Olav Zink fra Ålborg, Arno Andersen fra Arden, Mogens Sørensen Siem, Bjarne Haslund fra Monstrup, Ole Mogensen fra Støvring, Claus Jensen fra Støvring, Poul Jørgensen fra Hammershøj, Frits fra Viborg, Hans Ole Jensen fra Rold, Karl Ejner Kristensen fra Rold, Kurt Knøsgård fra Rosted, Elo Jensen fra Rold, Egon Brombas fra Randers, Svend Åge Karlsen fra Viborg,  Bette Åge fra Hobro, Leo fra Onsild, Poul Erik Sørensen fra Klejtrup, Ove Pedersen fra Rold,  Erik Jensen (Bette Erik) fra Års, der har nok været flere, som jeg ikke lige kan komme i tanker om.

Der var altid liv og glade dage i weekenden hos mine forældre, der blev altid serveret kaffe og hjemmebagt brød, så min mor var altid i aktivitet hver lørdag søndag når folkene ordnede biler, der blev vasket og repareret, og gjort klar til at køre igen søndag aften eller mandag morgen.